”Håb mod håb” – en refleksion over håb i en bekymrende tid

Vi lever i en tid, hvor håb ofte synes at være en skrøbelig størrelse. Verden omkring os er præget af kriser: En tilsyneladende eskalerende krig i Ukraine, økologiske kriser, politiske spændinger. Dertil kommer de mere personlige bekymringer, som mange af os bærer: Sygdom, tab, usikkerhed om fremtiden. Hvordan finder vi håb i en verden, hvor bekymringerne indimellem kan synes at overskygge alt?

Apostlen Paulus skriver i Romerbrevet kapitel 4 om Abraham, som "håbede mod håb" (Rom 4,18). Dette udtryk peger på en form for håb, der rækker ud over, hvad vi umiddelbart kan se eller forstå. Det er ikke et håb, der hviler på synlige tegn eller garantier, men snarere på troen på Guds løfter.

Paulus’ ord om at "håbe mod håb" udtrykker en radikal tillid. Abraham havde ingen synlig grund til at tro på, at han og Sara skulle få en søn – de var begge oppe i årene, og alt tydede på, at deres tid var forbi. Alligevel holdt Abraham fast i håbet, fordi han stolede på Guds løfte.

For Paulus er dette håb ikke baseret på optimisme eller sandsynlighed. Det er et håb, der udspringer af tro. Troen og håbet hænger tæt sammen, fordi de begge vender sig mod det, der endnu ikke er synligt, men som Gud har lovet. Dette perspektiv kan minde os om, at håb ikke nødvendigvis er afhængigt af, at vi kan se en løsning på vores problemer. Håbet har sin kilde i Gud, som har magt til at skabe nyt, selv der, hvor alt synes tabt.

Når vi står over for en verden fyldt med bekymringer, kan Paulus’ ord være en opmuntring til at fastholde håbet, selv når omstændighederne virker håbløse. Men hvordan gør vi det i praksis?

For den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt (1906-1975) er håb ikke kun en følelse eller en abstrakt tanke, men noget, der har en konkret forbindelse til vores evne til at handle. Hun skriver om, hvordan hver handling rummer muligheden for at skabe noget nyt. Denne evne til at begynde på ny er for Arendt kernen i, hvad det vil sige at være menneske.

Arendt ser handling som noget, der altid sker i fællesskab. Vi er aldrig alene om at handle – vores handlinger påvirker andre, og andres handlinger påvirker os. Derfor kan håb ikke reduceres til noget individuelt. Det er en kraft, der opstår i fællesskabet, hvor vi sammen tager ansvar for verden.

I lyset af Paulus’ ord kan vi sige, at Arendt minder os om, at håbet kræver, at vi vover os ud i det ukendte. Når vi handler i tro og håb, ved vi ikke altid, hvad resultatet bliver. Men netop i denne uvished ligger håbets mulighed: at noget nyt kan bryde frem, som vi ikke selv kunne have forudset.

Et sted skriver Arendt: "Selv i mørkets tider har vi ret til at forvente et glimt af lys." Dette lys er ikke en garanti for, at alt bliver godt, men en påmindelse om, at mørket aldrig er totalt. Selv når verden virker overvældende, findes der små lommer af lys – handlinger, ord og fællesskaber, der skaber håb og forandring.

Denne tanke kan vi også finde hos Paulus, som skriver om håbet som en gave fra Gud. I Romerbrevet kapitel 5 siger han: "Håbet gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vores hjerter ved Helligånden, som er givet os" (Rom 5,5). Håbet er en kraft, der kommer fra Gud, og som giver os mod til at handle og tro, selv når alt synes mørkt.

Kirken som et sted for håb

I lyset af både Paulus og Arendt kan vi se kirken som et særligt sted for håbet. Kirken er ikke blot en bygning eller en institution, men et fællesskab af mennesker, der deler troen på, at Gud kan skabe nyt. Her mødes vi for at minde hinanden om, at vi ikke står alene med vores bekymringer.

Gudstjenesten er et sted, hvor håbet næres. Gennem bøn, salmesang og forkyndelse får vi mulighed for at løfte vores blik fra det, der bekymrer os, og rette det mod Gud. Samtidig bliver vi mindet om, at vi er kaldet til at handle i verden. Håbet er ikke blot noget, vi modtager, men noget, vi lever ud i mødet med andre.

At håbe mod håb i dag

Hvordan kan vi håbe mod håb i dag? For det første må vi erkende, at håb ikke altid føles som en stærk og selvsikker overbevisning. Nogle gange er håbet skrøbeligt – en lille flamme, der knap nok kan ses. Men selv et skrøbeligt håb kan være kraftfuldt, fordi det peger mod noget større end os selv.

For det andet må vi finde håbet i fællesskabet. Når vi samles som kirke, bliver vi mindet om, at vi ikke er alene. Vi deler troen på, at Gud virker i verden, også når vi ikke kan se det. Samtidig kan vi støtte hinanden i at handle, så håbet ikke blot bliver en indre følelse, men en kraft, der kan skabe forandring.

En opfordring til håb

At håbe mod håb er ikke let. Det kræver mod at tro på, at Gud kan skabe nyt, når alt synes tabt. Men håbet er aldrig forgæves. Det er en gave fra Gud, der gør det muligt for os at handle, tro og elske, selv i en bekymrende tid.

Må vi som kirke og som enkeltpersoner være vidner om dette håb. Lad os tænde lys i mørket, støtte hinanden i vores bekymringer og handle i tro på, at Gud gør alting nyt. Som der står i Hebræerbrevet: "Han, der gav løftet, er trofast" (Hebr 10,23). I denne tro kan vi håbe mod håb og finde kraft til at møde fremtiden – ikke med frygt, men med tillid.

Martin Ravn