Rejs dig!

På de søndage, hvor jeg har prædikenfri og Kirsten Weile forestår gudstjenesten i Kokkedal, går jeg i kirke i Blovstrød, hvor jeg bor. Kirken ligger tæt på Sandholmlejren, og det hænder indimellem, at der kommer kristne flygtninge til gudstjenesten. Ofte kommer de regelmæssigt i den tid, hvor de bor i lejren. De taler ikke dansk, så derfor står der Bibler både på engelsk og farsi i kirken. Nogle gange kan jeg se, at de læser i Biblen under gudstjenesten, men ellers er de bare med. Og det er de uden at kunne forstå et ord dansk. Det må være en speciel oplevelse. For der er mange ord i vores gudstjeneste: Bønner, salmetekster, læsninger fra Biblen og en prædiken. Men alligevel kan man altså deltage uden at forstå sproget. Det har åbnet mine øjne for et af gudstjenestens andre kendetegn, nemlig dens bevægelser. De ikke-dansktalende viser deres deltagelse ved, at de følger dem: De rejser sig under læsningerne, den apostolske hilsen efter prædikenen og velsignelsen. De sidder ned, når vi beder, og når vi synger. De rejser sig og går op gennem kirken og knæler ved alteret under nadveren. Får man først øje på det, er der meget i vores gudstjeneste, der ikke kun handler om ord, men om bevægelse. Det får mig til at tænke på, hvor ofte Jesus taler om og til menneskers bevægelse fremfor til deres ord. Han siger ikke ”sig sådan og sådan”, men derimod ting som: ”Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op”. Til den blinde mand ved Jeriko, som han helbreder, siger han: ”Gå bort, din tro har frelst dig.” Til den lamme i Kapernaum siger han: ”Rejs dig, tag din båre og gå hjem!”. Og frem for alt opfordrer han jo også os til bevægelse, når han siger: ”Følg mig!” Bevægelserne siger ligesom ordene noget væsentligt om, hvad kristendommen er for noget. Som forfatteren Jens Christian Grøndahl for nylig har beskrevet det i en bog om, hvordan han efter i sin ungdom at have meldt sig helt ud af folkekirken, som moden mand ”krabbede sig tilbage” til kirken ved at bevæge sig op at knæle ved alterskranken: ”Tro handler om at tage imod, og dét udtrykker nadveren i helt konkret forstand. Der er lige meget, hvad jeg tænker eller føler imens, for selve handlingen løfter mig ud af mig selv, ud af bevidsthedens indespærring i fornuften og forestillingen om, at det er mit ansvar og min opgave at forstå alting.” Jeg vil for egen regning tilføje, at det ikke bare gælder nadveren, men hele gudstjenesten: Selve handlingen, selve bevægelsen, gør noget ved os. Selvom det kropslige ritual er formet af mennesker, former det også os og vores kristendomsopfattelse.

MR