Hvem er du så? Hvor bor du, og hvad arbejder du med? Den slags spørgsmål er vi vant til at blive mødt med og vant til at stille, når vi møder nye mennesker. Underforstået: Hører du mon til her hos os? Hvad er din placering på den sociale rangstige? Er du en, jeg har lyst til at lære at kende?

Sådan er det ikke til gudstjenesten, som muligvis er det sidste helle, hvor vi ikke straks bliver mødt med udgranskninger af vores sociale status, vores baggrund og vores bevæggrunde for at komme, men med et ”Herren være med jer!” Dette ”Herren være med jer” lyder til alle i kirken, uanset om man regner sig selv for én af flokken, eller om man bare drysser forbi. Muligvis fordi man føler, at man ikke har andre steder at gå hen.

På lignende vis sidder vi ikke overfor hinanden i kirken. Kirken er et fællesskab, men det er anderledes end de fleste. For vi sidder ikke sådan, at vi kan tage bestik og øjemål af hinanden. Vi sidder derimod vendt mod det samme punkt, mod Guds alter, og vi kigger samme sted hen som sidemanden og alle de andre. På den måde signalerer selve kirkens opbygning sammen med hilsenen ”Herren være med jer”, hvad det hele dybest set handler om i kirken. Nemlig i fællesskab at samles om evangeliet, som udvisker alle de forskelle, som vi normalt hænger os i og hæger om.

MR