”Herre, gør mit liv til bøn”

Fra i år blev der ikke holdt Store bededag i Danmark. Jeg behøver ikke at minde nogen om den virak, som politikernes beslutning om at afskaffe helligdagen afstedkom. At Store bededag fra politisk hold var oplagt at skille sig af med, skyldes nok i høj grad, at den generelt ikke havde særligt høj status – heller ikke i kirken. I årevis var bededag nærmest været en fast konfirmationsdag, også her i Kokkedal, og der er ikke blevet holdt almindelige gudstjenester. Jeg kan ikke lade være med at ærgre mig over, at vi ikke agtede dagen højere, før den var væk. Men det er selvfølgelig let at sige nu.

Her hos os i Kokkedal besluttede vi os til at bruge anledningen til at finde på noget nyt, nemlig at holde en aftengudstjeneste dagen inden, altså der, hvor vi danskere har tradition for at spise varme hveder: Store hvededag. Om dette nye tiltag vil blive en tradition, vil tiden vise. Mig gav aftenen i hvert fald anledning til at gøre mig nogle overvejelser over, hvad bøn i grunden er.

Da den norske forfatter Jon Fosse sidste år fik Nobelprisen i litteratur, gav han i sin takketale udtryk for, at han selv ser det at skrive som en slags bøn til Gud. Det er jo store ord, især for en blufærdig nordmand, men Fosse føjede til, at han havde fået det lidt bedre med sine egne store sproglige armbevægelser, da han havde fundet ud af, at den tysksprogede, tjekkiske forfatter Franz Kafka engang havde sagt det samme. Så var der måske noget om det?

Der er noget gådefuldt over både Fosses og Kafkas forfatterskaber. Ikke fordi de ikke begge anstrenger sig for at skrive ligefremt og forståeligt, men fordi det, de skriver om, ofte er de gådefulde sider af menneskelivet. Og fordi det er som om, at de begge er klar over, at vores ord og sproglige formåen har en grænse. Set i det perspektiv kan en bøn måske ses som et forsøg på at tale sig frem til det, man gerne vil bede om. For en bøn kan godt være stum og uformuleret. Vi kender vel alle sammen det at gå rundt med en længsel eller en higen efter noget. Eller vi kender det at bære på en sorg eller et savn. I dette ligger der allerede en uudsagt bøn, men det kan lindre det længselsfulde eller det sorgbetyngede hjerte at sige bønnen højt. Måske er det, hvad Fosses og Kafkas forfatterskaber er forsøg på.

Jeg tror også, at en bøn, snarere end en slags bestillingsseddel, kan ses som en tak. Det er Martin Luther inde på. Han sagde, at hele et menneskes liv skulle være en bøn. Og med det mente han altså ikke, at mennesket fra vugge til grav skulle ligge på sine knæ med foldede hænder og bede og intet andet foretage sig. Men han mente, at et menneskes liv skal være gennemsyret af erkendelsen af, at det er en ufortjent gave. At vi lever af alt det, vi får givet og at vi skal leve livet i taknemmelighed. Det er også, hvad vores danske salmedigter, Helsingør-biskoppen Johannes Johansen giver udtryk for i en af de salmer, vi sang på Store bededagsaften: Herre, gør mit liv til bøn.

Bønnen kan altså ses som en tak. Eller som et forsøg på at artikulere – for sig selv og for Gud – hvad man har at være taknemmelig over. Det leder os tilbage til Jon Fosses tale. Den afsluttes nemlig, vist for første gang i den prisens historie, med en lovprisning – eller bøn: Tak til Det Svenske Akademi for at have givet mig Nobelprisen i litteratur.

Og tak til Gud.