Ville han bruge G-ordet? I de 14 dage fra dronningens annoncering af sin abdikation nytårsaften til udråbelsen af hendes søn som konge på Christiansborg Slots balkon, antog spekulationerne om den kommende konges forhold til kristendommen et overraskende omfang. Det hele viser noget interessant om danskernes forhold til tro og kirke. Det vender jeg tilbage til. Først en lille gennemspilning af forløbet:

Som dansk regent er man som bekendt overhoved for den evangelisk-lutherske danske folkekirke. Et embede, som alle vist er enige om, at dronning Margrethe har varetaget med et engagement, der langt overstiger, hvad man kan forvente. Men hvad nu med hendes søn? Hvordan var det nu med hans forhold til kirken? Var det lige så personligt og engageret som moderens? Man granskede fotomaterialet fra de begivenheder, hvor den nuværende konge som kronprins var fotograferet til kirkelige handlinger, og så det ikke påfaldende ud som om, at han … kedede sig? Ak og ve.

Endelig oprandt dagen, og nej, G-ordet var ikke med i valgsproget. Endnu mere ak og ve. Spekulationerne om kongens angiveligt manglende tro og personlige forhold til kirken antog nu helt utrolige højder. Ville han så også droppe det traditionelle ”Gud bevare Danmark” som afslutning på nytårstalen? Alt imens diskussionerne om kongens private tro antog et omfang, som de færreste vist havde troet muligt, var der faktisk ét sted, hvor man havde forudset det, nemlig i hoffet. Kort tid efter udråbelsen af Frederik X udkom nemlig bogen ”Kongeord”, hvor kongen netop fortæller om alt det, som offentligheden var så optaget af nyfigent at snuse i: Hans forhold til kristendommen. Det fylder overraskende meget i bogen, måske som en afspejling af, hvor vigtig kristendommen er for kongens forståelse af sit embede. Det er den åbenbart – også på trods af, at G-ordet mangler i valgsproget.

Og G-ordet, hvorfor kalder jeg det nu det? Fordi diskussionen om kongen og kirken som sagt viser noget vigtigt om danskernes forhold til tro og kirke. Nemlig at de fleste på den ene side er enige om at være forholdsvis forlegne ved at tage ordet Gud i deres mund. Vi vil hellere tale om ”det, der er større end os”. Men på den anden side afslører befolkningens reaktion, at det er vigtigt for os, at der er nogen, der tror. Som folk betragtet slider vi måske ikke ligefrem kirkebænkene i stykker søndag efter søndag – og har aldrig gjort det – men det er til gengæld vigtigt for os, at kirken er der, når vi skal bruge den. Og på trods af vores kollektive blufærdighed er det vigtigt for os, at der indimellem er nogen, der tør tage G-ordet i brug. For eksempel en gang om året som afslutning på nytårstalen. Og i ”Kongeord” lover kongen at videreføre netop dén tradition fra sin moder. Der vil også fremover lyde et ”Gud bevare Danmark.”

Martin Ravn