Om livet efter døden

På søndag er det allehelgen. En dag, som i de senere år er taget til i betydning som det tidspunkt, hvor vi kollektivt mindes de døde, som vi savner. Og også en dag, hvor mange konfronteres med tanken om et liv efter døden. Findes det?

Jeg tror, at kristendommen har flere svar. Et kommer blandt andet til udtryk i begravelsesritualet. Det er bygget op om den tanke, at når vi steder de døde til hvile, overlader vi dem ikke til gravens mørke intet, men i Guds varetægt, hvor det er godt at være.

Et andet svar er erfaringens, og erfaringens svar er et klokkeklart ja. Der findes helt uafviseligt et liv efter døden, nemlig de efterladtes.

Vi mennesker lever i bestandig modtagen og given. Den døde, som vi savner, gav os noget med sit liv. Det er derfor vi savner. Vi kender alle sammen til, at vi gerne vil give noget, uden at modtageren skal føle sig forpligtet til at give noget til gengæld. Men vi ved også alle sammen, at det at modtage noget er aldrig let. Man føler sig umiddelbart forpligtet til at give noget igen, om ikke andet så sin taknemmelighed. Men i så fald har man ikke modtaget gaven som udtryk for ren gavmildhed, men som en del af en større udvekslingslogik. Så hvordan kan vi modtage en gave i den ånd, den er givet?

Det tror jeg kun, at vi kan ved at give noget videre til andre uden tanke på, om det kommer den oprindelige giver til gode eller ej. Måske er dét vores opgave i savnet? Nogle gange er det jo en velsignelse, at der i sorgen og savnet venter os en opgave.

Ved at give noget til andre, vores tid eller vores opmærksomhed, ærer vi den gave, vi selv fik af den afdøde. Vi holder mindet om den savnede i live ved at lade den gave, vi fik af dét menneske, være bestemmende for vores liv nu og her.

På den måde lader vi berigelsen over alt det, som den savnede gav os med sit liv, give os selv og forhåbentlig også andre mod og lyst til livet. Også livet efter døden.