I Ida Jessens roman ”Det første jeg tænker på” bliver en af karaktererne, Birgitte, som er forfatter, forvekslet med en præst. Birgitte vælger at spille med på forvekslingen. Samtalepartneren, som tror, at Birgitte virkelig er præst, spørger, hvorfor folk opsøger præster og snakker med dem. Birgitte svarer, at det gør folk tit, fordi de føler, at de er forkerte. ”Sjæledoktorerer du så på bedste beskub og siger, at de ikke kan gøre for det”, vil samtalepartneren vide. ”Nej”, svarer Birgitte: ”Som præst behøver man ikke gøre folk uskyldige. Den slags har man psykologer til, og ens venner. Jeg fortæller dem om syndernes forladelse. At der er en, der elsker dig.” 

Selvom Birgitte bare lader som om hun er præst, er hendes svar alligevel fortrinligt, og jeg kom til at tænke på hende, da jeg i foråret læste om, at det nu er muligt at blive ”selv-firmeret” i stedet for konfirmeret. Initiativtageren til ”selvfirmationen” forklarede, at formålet er, at de unge med sig selv i fokus skal bekræfte troen på sig selv: ”Gennem forløbet vil de unge blive gjort bevidst om det ansvar, de har for deres liv, blive guidet til at lære sig selv bedre at kende og sætte fokus på, hvilket menneske de ønsker at være i fremtiden. Og selv-firmationen skal afsluttes med en selvbekræftelse – du skal kun bekræfte troen på dig selv og al din awesomeness,” forklarede initiativtageren.

”Selv-firmationen” er et meget dækkende eksempel på, hvor individ- og præstationsorientet vores tid er. Det kan være svært at skulle leve op til en forventning om ”awesomeness” (”fantastisk-hed”), for de færreste mennesker føler sig fantastiske i særligt lang tid ad gangen. I den situation kan det være godt at have en ven, der kan fortælle en, at man ikke kan gøre for det. Evangeliet, kristendommen, siger dog, som Birgitte er inde på, noget andet. Dette andet er, at vi mennesker faktisk indimellem kommer helt og aldeles til kort. At vi indimellem handler anderledes end vi burde, og at vi ikke er spor ”awesome”. Eller med Birgittes egne ord: At vi ikke er uskyldige. Det er ind i den virkelighed, kristendommens budskab lyder til os: Du er ikke elsket på grund af din egen awesomeness, men på trods af, at du fejler og ikke er perfekt. Kristendommen kan ses som en modsigelse af ”selv-firmationen” og alt, hvad den er tegn på, i sin påpegning af, at det vigtigste ikke er det, vi selv producerer, heller ikke når det, vi producerer, er et awesome og strømlinet selv. Det vigtigste er det, vi bliver givet – af hinanden, af naturen og af Gud. At livet er ikke noget, man tager, men noget, man gives. 

Martin Ravn