Som bekendt indledte statsminister Mette Frederiksen sommeren med på ny at tage hul på den med jævne mellemrum genkommende debat om aktiv dødshjælp. Som det formodentlig også vil være de fleste bekendt, forholder det sig således, at flertallet af den danske befolkning støtter en legalisering. Imidlertid er det også sådan, at blandt mennesker, der på en eller anden måde er beskæftiget med død og lidelse, altså bl.a. palliationssygeplejersker, læger – og præster – er flertallet imod. Hvorfor?

Jeg tror blandt andet det skyldes, at disse faggrupper har sat sig ind i de forandringer i synet på lidelse og død, man kan konstatere i de lande, der har legaliseret aktiv dødshjælp. Man kan kort sagt konstatere tre ting. 1) at antallet er af mennesker, som kommer af dage som resultat af aktiv dødshjælp er stigende 2) at de grupper, som har mulighed for at vælge aktiv dødshjælp også er i stadig stigning og 3) at alle undersøgelser viser, at et voksende antal personer føler sig pressede til at vælge at blive dræbt. 

Enhver læge eller præst ved, at syge mennesker i almindelighed er villige til at gå meget, meget langt for ikke at udsætte deres kære for bekymring og besvær. Når mennesker tager imod et tilbud om aktiv dødshjælp sker det nemlig som regel (der er selvfølgelig undtagelser) for ikke at ligge andre til byrde. Vi mennesker klynger os i almindelighed til livet - det ved enhver fagperson, der har med døende at gøre også.

Teologen K.E. Løgstrup er berømt for at sige, at vi aldrig har med andre mennesker at gøre, uden at holde noget af deres liv i vores hånd. Løgstrup siger imidlertid også det omvendte: Vi har aldrig med andre at gøre, uden at de holder noget af vores liv i deres hænder. Det anden sætning er langt mindre kendt end den første. Det skyldes nok, at tanken om at have noget af andres liv i vores varetægt intuitivt taler til vores tilfredsstillelse ved at have kontrol over tingene. Det er også en smigrende tanke: Tænk at lille jeg virkelig har en afgørende betydning for alle de mennesker, jeg plejer omgang med. Knap så smigrende er den anden sætning. Den peger nemlig på, at jeg ikke altid er i kontrol, men tværtimod er dybt afhængig af andre. Og det med afhængigheden af andre er en væsentlig del af diskussionen om aktiv dødshjælp. Vi taler nemlig om det, vi kalder en værdig død. Det medfører naturligvis, at der også findes en uværdig sådan, og man får ofte det indtryk, at i højere grad, vi er afhængige af andre, desto mindre ”værdige” er vi. Afhængigheden af andres omsorg, hjælp og pleje bliver tydeligt i mødet med alvorlig sygdom, invaliditet og snarlig død. Men i virkeligheden er den der hele livet igennem. Menneskelivet leves i modtagelse. Er det ikke tydeligt nu, hvor jeg føler mig stærk og livsduelig, kommer erkendelsen af det forhold på et senere tidspunkt. Det er hundrede procent sikkert. Og her er vi fremme ved noget af det, mødet med døden og svagheden kan være med til at mane til eftertanke om og lære alle os, der føler os stærke og egenmægtige: At andre i bund og grund holder vores liv i deres hænder. Det er ikke uværdigt, men et menneskeligt grundvilkår.