”Med håb mod håb”

For tiden taler man meget om håb. Muligvis fordi vi også er så optaget af kriser og håbløshed. En avis, Kristeligt Dagblad, har for eksempel et redaktionelt mål om at give ”en håbefuld vinkel” på de historier, de fortæller. Det lyder jo også meget godt, alt det håb. Men håbs-dyrkelsen er tvetydig. Dels kan det være anstrengende altid at kunne mønstre et håb, at skulle grave håbet frem. Det kan blive en helt uoverkommelig præstation. Dels kan det resultere i en form for passivitet. Som i hvis man tænker: Jeg stiller ikke noget op overfor dette eller hint problem, men jeg forholder mig håbefuldt til at det bliver løst. 

Man kan ikke komme udenom, at håbet er centralt i kristendommen. I en af de allermest elskede passager fra sine breve taler Paulus om ”tro, håb og kærlighed – disse tre. Men størst af dem er kærligheden.” Men Paulus siger også noget andet om håbet, noget mere gådefuldt. I en passage i Romerbrevet fortæller han om Abraham, at han ”med håb mod håb” troede, at han skulle blive stamfader til en mængde folkeslag. Hvad betyder denne mærkelige formulering ”med håb mod håb”? Den franske tænker Jacques Ellul svarer i en af sine bøger, at der her tales om to forskellige slags håb. Den ene slags er den, som vi skal finde inden i os selv. Kiggede Abraham – som vi siger i dag – ind i sig selv og ledte efter noget at have håbet i, ville han blive skuffet. For som en mand på næsten 100 og en hustru, Sara, der var for gammel til at kunne få børn, var der ikke meget at have familiestiftelses-håbet i. Men Abraham håbede ”mod håb”, dvs. der var et andet slags håb, han kunne sætte lid til. Det håb var ikke begrundet i noget ved ham selv, men var et håb, der knyttede sig til noget ydre: Guds løfte. 

Tænker vi over vores egne liv, ved vi, at vi holder meget af det, vi lover. Men ikke alt. Vi lover indimellem hinanden ting, som det viser sig, at vi ikke kan holde. Sådan går det os mennesker, fordi vi ikke fuldkomne. Med Gud forholder det sig anderledes: Som universets ophav og grund kan Gud alene indfri alle løfter, han giver. Derfor er det håb, der retter sig mod ham af en anden slags end det, vi skal finde frem inden i os selv. Dét var Abrahams håb. Et andet håb end et, han skulle finde i sig selv og slide sig selv op ved at nære. Et håb, hvor al håbefuldhed syntes at være ude. Et håb mod håb.

MR