Vi kan se det tydeligt i kirken for tiden: Vi er mange, der har brug for at gå til gudstjeneste. Det er dejligt, at rummet er fyldt og salmesangen løfter sig mod loftet, men baggrunden er dyster. I kirken kommer vi jo dels med vores store glæder: Vi kan gå til gudstjeneste i taksigelse og taknemmelighed. Men vi kommer også til gudstjenesten med andre ting. Vi kommer der med vores bekymring og vores frygt. Og det er nok især det, mange af os kommer i kirke med i øjeblikket. Krigen i Ukraine har stor betydning for os her i Danmark på mange områder; forsyning, dagligvarepriser, uoverskueligt dyre varme- og elregninger og så videre. Og for nylig læste jeg – igen – i en af de alarmerende artikler, som aviserne i denne tid flyder over med, om bruddet på det såkaldte atomvåben-tabu: At såkaldte ”taktiske” atomvåben kan komme på tale i den aktuelle krig. Hvis dét først bliver virkelighed, så står vi overfor en menneskelig og økologisk katastrofe, der er så bekymrende, at jeg end ikke har fortalt mine børn om det. Der er således visse ting, vi ikke snakker om ved middagsbordet hjemme hos os. Der er ting, der er så bekymrende, at man må træde varsomt i omgangen med dem.

Men: Jeg tager det med i kirke. Til gudstjenesten kan jeg, som det hedder i en elsket salme, komme med mit hjerte, så ringe som det er. 

Det kan jeg, fordi jeg i gudstjenesten bliver mødt med noget andet end min egen bekymring. Teologen K.E. Løgstrup udtrykte det på den måde, at troen kun kan bevares i den gudstjenestefejrende menighed. Årsagen er, at gudstjenesten er det, man kan kalde en ritualiseret samtale mellem Gud og menneske. Ved gudstjenesten taler Gud til os, men kommunikationen går også den anden vej i form af bønner og salmer. Den bekymring og frygt, som mange erfarer i øjeblikket, kan enten vendes indad, så den indhylles i tavshed. Eller den kan vendes udad, så det, der egentlig er bekymring og frygt, viser sig i raseri overfor vores medmennesker. Men i gudstjenesten vendes bekymringen og frygten mod Gud. Den dirigeres hen mod ham, som i modsætning til selv det stærkeste menneske kan bære alverdens og alle menneskers bekymringer. Her kan vores klage og anfægtelse, vores bekymring og frygt komme til orde, men på en måde, som samtidig bærer en forhåbning i sig, alene af den grund, at det rettes mod Gud. 

Af den grund mener jeg, at gudstjenesten, som er fin at have, når alt går os godt, faktisk er altafgørende, når det ikke gør. Og derfor er jeg glad for, at der nu, belært af corona-krisen, for få dage siden er offentliggjort en kriseberedskabsplan for folkekirken. Den har til formål at sikre, at kirken i krisesituationer kan opretholde sine funktioner i forhold til begravelser og personregistrering.

Men nok så vigtigt har kriseberedskabsplanen til formål at sikre, at kirken også i krisesituationer kan udøve sit virke ved afholdelse af gudstjenester. At gudstjenesten dermed er tænkt som en del af nødberedskabet, når krisen rammer os, dét er der grund til at glæde sig over i en bekymringstung tid. 

Martin Ravn