I skrivende stund ligger folketingsvalget et halvt døgn forude, men når nyhedsbrevet her er sendt og læst, er valget givetvis afgjort. Så er resultatet enten blevet, at vi fortsætter med en rød regering eller at regeringsmagten har skiftet hænder eller også er der, med en af valgkampens mange tilbagevendende klichéer, dannet regering ”hen over midten.” Om det så er godt eller skidt vil man være uenige om, og det er ikke ærindet for nærværende klumme. Dét er derimod selve vejen derhen, valgkampen og de diskussioner – og mangel på samme – der har præget den. 

Personligt må jeg indrømme, at jeg siden jeg så den første partilederdebat i fjernsynet til fulde har kunnet genkende et billede, som jeg læste hos en af kommentatorerne i medie-oceanet: Jeg har haft den forvirrende og uafrystelige forestilling, at jeg har overværet et medarbejdermøde blandt dyrepassere i Zoo, der har diskuteret, hvordan dyrene bedst trives: Tryghed, varme, masser af grønt foder og hamsterhjuls-underholdning i passende mængder. Spørgsmålet om, hvad vi egentlig vil med samfundet – altså med hinanden – er gledet i baggrunden til fordel for snak om antallet af ”varme hænder”, om afskaffelse af topskatten, om mere velfærd kontra bedre vilkår for det private erhvervsliv. 

Imidlertid er temaet unges trivsel indimellem brudt ind i diskussionen om de vigtige (bevares), men ikke videre fundamentale ovenstående problemstillinger. Man skal nok ikke være blind for, at politikerne (også) øjner stemmekvæg, når de med bekymrede miner taler om ”vores unge”. Samtidig ér sagen vigtig! Det er den dels af den grund, at undersøgelser ret entydigt viser, at unges trivsel er meget værre end blot for få år siden. Og dels af den grund – tror jeg – at de unges mistrivsel afspejler en større og mere omfattende åndelig krise. Den har både været tydelig i valgkampens diskussioner og i alt det, man ikke har diskuteret. Valgkampen har vist, at vi lever i en individualiseret terapeutisk kultur. Har vi det skidt – er vi angste eller ensomme eller føler os utilstrækkelige – så gælder det om at få ”problemet” diagnosticeret, så samfundet, politikerne, staten kan løse det. Samfundet ses altså som en slags sjælelig mekaniker, hvor man kan trille ind, få et fix og forhåbentlig køre fra som en mere positiv og produktiv samfundsborger.

Men det er en løgn om menneskelivet. Der er ting i tilværelsen, der ikke kan fixes. Det er problematiske menneskelige forhold, der ikke kan udtømmes med psykologiske forklaringer, men stikker dybere, ja, er af åndelig art. Det er dem, som kunsten, den store musik, litteraturen – og religionen handler om. Det er her, vi kan undersøge tilværelsens grundvilkår. Det er i kunsten, vi kan møde andre mennesker, i andre tider, der præcis som os har været optaget af forhold, der ikke – vips – lader sig løse. Og det er i religionen, i troen, vi kan finde trøst, vejledning og virkelig åndelig føde, der holder længere end til næste folketingsvalg.