Hvad er forskellen på en gudstjeneste og en højmesse?
Indlæg i Kristendom.dk ved Johannes Værge, Sognepræst
’Højmessen’ er i folkekirken betegnelsen for den gudstjeneste, som afholdes i kirken om formiddagen på søn- og helligdage, det vil sige folkekirkens standardgudstjeneste, mens ’gudstjeneste’ er en bredere betegnelse, der foruden højmessen kan dække en række forskellige gudstjenesteformer som eftermiddags-, aften- eller hverdagsgudstjenester i en lidt kortere form, eller det kan være børne-, musik-, stille-, tema-, friluftsgudstjenester med mere.
Når stavelsen ’høj’ indgår i ’højmesse’, er det et vink om, at det er en gudstjeneste med mulighed for dåb og nadver, de særlig højtidelige elementer, foruden salmesang, bøn, bibelske tekstlæsninger, trosbekendelse, prædiken og orgelmusik.
Da kristendommen var helt ny, var nadvermåltidet den hovedbegivenhed, de kristne samledes omkring. På den måde videreførte man det måltidsfællesskab, som havde været et særkende ved Jesu virke. Under inspiration fra de jødiske synagoge-gudstjenester indgik der desuden læsning af bibeltekster og udlægning af de foruden bønner og hymner.
I de følgende århundreder udviklede der sig mere faste former, ganske vist med forskelle mellem gudstjenestetraditionen i Østkirken, Den Ortodokse Kirke, og i Vestkirken, Den Romersk-Katolske Kirke, som siden spaltedes ved reformationen i 1500-tallet. Den Protestantiske Kirke videreførte dog hovedelementerne og den samme grundrytme som hos katolikkerne.
I vore dages folkekirke er der en øget opmærksomhed på, at de mennesker, kirken gerne vil have i tale, har meget forskellige forudsætninger. Derfor giver det god mening at arbejde med en vifte af forskellige gudstjenesteformer. Traditionelt ville man sige, at hvis det skal kaldes en gudstjeneste, skal der indgå et mindstemål af de traditionelle elementer: salmesang, bøn, tekstlæsning, prædiken.
Men i vore dage kan man komme ud for gudstjenester, der eksempelvis nedtoner eller helt undgår prædikenen til fordel for et mere meditativt præg, eventuelt understøttet af billedbetragtninger, eller man kan komme til en rock- eller gospelgudstjeneste, hvor mere kropsbetonede musikindslag har erstattet salmesangen.
Bøn og bibelske fortællinger kan en gudstjeneste dog under ingen omstændigheder undvære, og til forskel fra et møde må en gudstjeneste have et vist musisk præg. I gudstjenesten drejer det sig dybest set om så store og gådefulde ting, at det ikke kan komme fuldt til udtryk i rent intellektuelle begreber, men behøver billedlige udtryk. Det hjælper salme-poesi og kirkemusik med til at få frem.
I nært slægtskab med gudstjenesten har vi andagten. Her drejer det sig i almindelighed om et ret kort og mere stilfærdigt forløb uden prædiken og uden sakramenterne dåb og nadver.
Hvad betyder Trinitatis?
Trinitatis er latin og betyder treenighed. Trinitatis søndag er søndagen efter pinse. Trinitatis søndag afslutter kirkens festrige halvår med jul, Hellig tre Konger, Påske, Kr. himmelfart og Pinse. I resten af kirkeåret er der ingen fester, men prædiketeksterne og temaerne i kirken fokuserer på det liv vi skal leve.
I Folkekirken har alle søndagene i resten af kirkeåret et nummer, f.eks. 7. søndag efter trinitatis, indtil sidste søndag i kirkeåret. Trinitatis er altså en fejring af den treenige Gud. På dansk har man også kaldt søndagen "hellig trefoldighedsfest".
Ordet treenighed findes ikke i Bibelen, men bibelen viser, at vi møder Gud som én Gud i tre personer. Derudfra har man konstrueret ordet treenighed. Så selvom selve ordet ikke findes i Bibelen, så henter det sit indhold fra Bibelen.