Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

At være præst i en coronatid


Store dele af samfundet er stadig lukket ned, og mange arbejder i øjeblikket på hjemmekontoret. En af de institutioner som dog har fået mulighed for at åbne igen er folkekirken. Her kan præsterne om søndagen trække i præstekjolen igen, varetage kirkelige handlinger som dåb og bisættelser og afsætte tid til de mange ugentlige samtaler.
Men hvordan er det at være præst i en kirke i en epidemitid? Og kan præster kommer med gode råd i en tid, som for mange er præget af store udfordringer?
Jeg har  talt med sognepræsterne Kirsten Weile og Martin Ravn om arbejdet som præst og om kirken i en tid med coronasmitte, alenetid og utryghed.

 

Hvordan er det at gå arbejde i denne tid?
Kirsten: Det er egentlig ret travlt at gå på arbejde i denne tid. For kirken fungerer, ikke som den plejer, men på en ny og neddæmpet måde. Vi har f.eks kun korte tjenester med begrænsede pladser, og det giver visse udfordringer. Der er så meget der skal ny- eller omtænkes: hvor kan vi mødes, bliver vi nødt til at holde samtale over telefonen, kan man gå en tur med konfirmanderne ( nej, det man så ikke, når vi nu kun må være 5 sammen!), kan jeg gå hjem og holde nadver med denne kvinde osv. Men hvis jeg før syntes, der var brug for kirken – så synes jeg det endnu mere nu!

 

Hvorfor mener I, at  der er brug for kirken?
Martin: I forhold til situationen i foråret er jeg meget glad for, at vi kan komme i kirke, selvom gudstjenesten er amputeret og det, vi mødes om, vel snarere må kaldes andagter. Under alle omstændigheder er det vigtigt, for kristendommen har helt fra begyndelsen været en forsamlingsreligion. Det vidner apostlen Paulus’ breve, som er det ældste vidnesbyrd, vi har om kristendommen, om.Det er en trøst for tiden at kunne komme i kirke, fordi det, der bliver forkyndt her er, at lige meget hvor sort det hele ser ud, står Gud inde for, at der er noget at håbe på. Ja, måske skinner Guds lys endda klarere i håbløsheden end ellers? Lige meget hvad, er der én, der holder hånden under os. Ikke en upersonlig kraft, men en Gud, der selv blev menneske og dermed selv erfarede både håb og håbløshed. Det er, hvad vi hører i kirken, og som kristne skal vi vidne om og viderebringe det håb, som Gud har sat i verden. Også i en coronatid.
Kirsten: Vi, Martin og jeg, er i kirken hver tirsdag og torsdag fra 11- 13. Det er jeg virkelig glad for, at vi har mulighed for nu, og man ikke skal komme til en total lukket kirkedør.
Så kom gerne og tal med os! Det kan være om stort eller småt, vi har alle sammen brug for bare lige at mødes og vende et par ting , lette eller svære. Det kan også være bare at komme og tænde et lys og sidde i kirkens store rum og høre, der er mennesker  lige udenfor. Det savnede jeg selv sådan i foråret, hvor alt var helt tillukket.

 

Hvad tænker du er din største udfordring lige nu?
Martin : Som præst er man hele tiden i kontakt med et bredt udsnit af befolkningen, for eksempel både unge og gamle. For begge de grupper gælder det, at stemningen og humøret er anderledes end under nedlukningen i foråret. Vores konfirmander sidder foran skærmen mange timer hver dag og passer deres skole via computer. Fritidsaktiviteterne er aflyst, og selvom de ikke taler så højt om, hvordan de har det som vi andre måske gør, så er det tydeligt at mærke trætheden og den stigende modløshed. For hvornår hører dette mon op? Uvisheden er ubehagelig, og føler man sig i forvejen ensom eller trist, så forstærker isolationen den følelse. Det gælder både for gamle og unge.

 

Har I nogle gode råd til folk, som forsøger at skabe sig en bedre hverdag under smitten?
Kirsten: Jeg synes, med fare for at virke bindegal, at man skal hente inspiration i klostrene. Dagene i et kloster var delt ind efter tidebønner, så man fx om morgenen mellem tidebønnerne ”Laudes” og ”Terts” arbejdede i klosterhaven, om eftermiddagen studerede man og så fremdeles… Altså dele dagen ind, så man har lavet sig en aftale med sig selv om, at her mellem 13 og 15 læser jeg, og mellem 16 og 18 går jeg skumringstur, eller hvad der nu falder én ind. ”Bed og arbejd” var nogle klostres motto – og at give sig selv struktur og gode opgaver, det er ikke så tosset. Heller ikke at bede; man kan da sagtens begynde dagen med en lille morgenandagt, tænde sig et lys, høre lidt smuk musik og sende Gud en lille tanke om, at den der Corona da egentlig godt snart godt må gå væk.

Tak